Forretningsplan

Mange selvstændige vælger at lave en forretningsplan. Hvis du skal i banken, kan det være et krav, og andre vælger måske at følge en forretningsplan, fordi de har hørt, at det er en god idé. Hører du til dem, der har hørt, at det er en god idé, dukker der måske følgende spørgsmål op: Men hvorfor skal jeg lave en forretningsplan? Og hvad kan jeg bruge den til?

Først og fremmest får du et godt overblik over din virksomhed med en forretningsplan. I forretningsplanen beskriver du dit produkt, din målgruppe samt dit budget. Forretningsplanen kan være beskrivelser på et helt overordnet plan. hvis du er ny iværksætter, og ikke helt ved, hvilken retning du vil gå. Men sørg for hurtigt at opliste flere detaljer. Eventuelt kan du sætte målkriterier op for dig selv? Det virker motiverende på de fleste, når de har ”committed” sig til at nå bestemte mål.

Forretningsplanen skal i høj grad være med til at sikre, at du arbejder struktureret frem mod det, som du gerne vil opnå. De fleste bruger forretningsplanen som en checkliste, som viser, at der er styr på alle detaljerne i din virksomhed, herunder detaljerede planer for, hvordan du vil drive og udvikle din virksomhed.

Nedenfor giver vi dig en række punkter, som du bør inddrage i din forretningsplan

  1. Resumé af din virksomhed
  • Her præsenterer og fortæller du kort om din virksomhed. Gør det gerne interessant fra starten af, så læsere bliver fanget med det samme.
  1. Idegrundlag
  • Her uddyber du, hvilket ídegrundlag der ligger til grund for virksomheden. Allerede her skal du kort fortælle om, hvad virksomheden på længere sigt tjener penge på.
  1. Produktet/ydelsen
  • Her præsenterer du produktet /ydelsen som din virksomhed sælger. Kom gerne ind på, hvilket behov der dækkes ved dette produkt/ydelse.
  1. Beskrivelse af din salgs- og markedsføringsplan
  • Her beskriver du din salgs- og markedsføringsplan. Gør det nemt og overskueligt for læseren at følge, hvordan du vil markedsføre din virksomhed. Dette kan gøres ved at opdele din salgs- og markedsføringsplan i faser. Kom gerne ind på, hvordan du vil bruge dit netværk i forhold til planen.
  1. Markedsbeskrivelse
  • Her beskriver du markedet inden for den branche, som du arbejder med. Her kan du blandt andet komme ind på konkurrenter, muligheder på markedet, trusler mod virksomheden, priser, stærke/svage sider hos konkurrenterne. Nævn også gerne nogle konkurrenceparametre som findes på markedet.
  1. Organisering af virksomhed
  • Her præsenterer du din virksomhed på et formelt plan, så læserne her får ren fakta om din virksomhed. Du kan liste de generelle oplysninger, såsom: ”Navn, adresse, beliggenhed, virksomhedsform, ejere, arbejdsgange og personale/ansatte.
  1. Udvikling
  • Her beskriver du udviklingen af din virksomhed. Kom ind på, hvilke styrker/fordele du ser, som gør at din virksomhed udvikler sig i den rigtige retning. Beskriv også, hvordan din virksomhed ser ud om 3 år?
  1. Budget
  • Her fremviser du dit budget. Kom gerne ind på, hvordan dine planer skal realiseres ved hjælp af den rette økonomi. Det er vigtigt, at budgetterne konkretiserer dine planer og viser, at det er en realistisk plan, du har sat dig for. Hænger budgetter og idéer ikke sammen, må du ændre på planerne, så du opfylder de planer, du har sat dig for.
  1. Finansiering
  • Her beskriver du, hvilken finansiering der skal til, før din virksomhed kan starte op. Beskriv grundigt, hvilke kilder, du mener kan være med til at finansiere opstarten af din virksomhed.

 

Vi håber, at denne guide var brugbar i dit iværksættereventyr. DEL gerne guiden med andre nye iværksættere. Giv også gerne lyd fra dig, hvis du vil dele dine oplevelser omkring at have en god forretningsplan. Så kan andre inspireres af din historie. Skriv til: astrid@webin.dk.

Kommenter indlægget