Sådan bliver du iværksætter

Der er mange, som spørger mig om, hvordan jeg blev iværksætter, og om, hvilke råd jeg kan give, før man hopper ud i det. Jeg har samlet tre overordnede råd, som du skal tænke over, og som kan hjælpe dig til at afgøre, hvorvidt du egner dig som iværksætter eller ej.

Du skal turde at satse – og miste

Jo mere du satser, jo mere vinder du, og dem, der ikke satser (fx hvis man har et 8-16-job), vinder slet ikke. Til gengæld har de en større tryghed og kan lægge arbejdet fra sig, når de går hjem. De bliver aldrig rigtigt rige, men går heller ikke på røven.

Springer du ud som iværksætter, skal du være indstillet på at gå på røven, hvis du vil vinde stort, men du skal samtidig aldrig satse mere, end du er villig til at miste. Har du allerede stiftet familie, ja, så kan du af gode grunde satse mindre, men hvis du derimod er ung og under uddannelse, kan du satse ”hele butikken” uden de store konsekvenser.

Du skal have mere end én idé

Har du en god idé, er det godt, men det er langtfra nok. Du skal have mange idéer, og du skal kunne se løsninger på problemer, uden at du går i baglås. Som iværksætter bliver du konstant udfordret til at tænke nyt og bryde faste rammer, for det er her, gevinsten ofte ligger. Den gode idé giver dog et godt afsæt, men du skal også evne at udvikle den og forbedre den. For hvordan skal du markedsføre det endelige produkt, og hvordan skal du videreudvikle det, når konkurrenten kopierer det?

Du skal have viljen

Man bliver sjældent rig i en ruf, så du skal have en stålfast vilje og kæmpe dagen lang. Der er ikke mange, som er kommet sovende til succes. I hvert fald ikke mig, som har arbejdet op imod 100 timer om ugen for at komme i mål.

Med andre ord: Langtfra alle egner sig til at være iværksættere, fordi det kræver en bestemt støbning, hvis man skal lykkes og nyde eventyret undervejs.
Held og lykke!

Mange hilsner
Toke Kruse

Modtag fast 1-2 blogindlæg om måneden, tilmeld dig på www.tokekruse.dk

Få gratis iværksætterbøger på www.gratisbog.dk

Kommenter indlægget